USAs præsident Donald Trump mener det alvorligt, når han siger, at USA vil købe Grønland.

Det siger udenrigsminister Marco Rubio torsdag til SiriusXM Radio ifølge AFP.

»Det er ikke en joke,« siger udenrigsministeren til mediet.

I samme ombæring nedtoner han ifølge AFP truslen om, at USA vil bruge militærmagt mod Danmark, og understreger, at USA har en forsvarsaftale med Danmark om at beskytte Grønland, skulle landet komme under angreb

»Når vi allerede er på krogen (on the hook) i forhold til at skulle gøre det, så kan vi lige så godt have mere kontrol over, hvad der sker der,« siger han.

Trump har igennem længere tid udvist  interesse for at overtage Grønland fra Danmark.

Når han er blevet spurgt ind til emnet, har han ikke villet afvise, at han vil indføre økonomiske sanktioner eller at bruge militær magt mod Danmark for at få kontrol med Grønland.

Også denne interesse udtrykte han under sin sidste præsidentperiode, hvor statsminister Mette Frederiksen blankt afviste et salg af den arktiske del af rigsfællesskabet.

En meningsmåling, foretaget af Verian for Berlingske og den grønlandske avis Sermitsiaq, viste for nylig, at  85 procent af grønlænderne siger nej til, at Grønland skal træde ud af rigsfællesskabet og i stedet bliver en del af USA.

Tirsdag var statsministeren på rundtur i Europa. Først besøgte hun Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, derefter Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og til sidst Natos generalsekretær, Mark Rutte.

»Der er en meget stor opbakning til Danmark i den her situation,« sagde Mette Frederiksen, da hun mødte den danske presse i Paris efter mødet med Macron.

Statsministeriet oplyser til B.T. sent torsdag aften, at de ikke har nogen kommentarer til Marco Rubios udtalelser.