I en video fortæller USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, om de positive skridt, som verden har taget i kampen mod Kinas kommunistiske parti.
Og her bliver Danmark nævnt som en af forkæmperne for kampen.
Videoen er blevet lagt op af U.S. Asia Pacific Media Hub på Twitter.
Om Danmark siger den amerikanske udenrigsminister:
»Danmark har modigt taget kampen op mod Kinas kommunistiske partis forsøg på at censurere de danske aviser,« siger Mike Pompeo i videoen.
Rosen fra udenrigsministeren kommer i kølvandet på, at Jyllands-Posten bragte en 'satiretegning' af det kinesiske flag, hvor de fem gule stjerner i det oprindelige flag var skiftet ud med coronavirussen i januar i år.
Det var ifølge en talsmand fra den kinesiske ambassade i Danmark noget, som Kina syntes var langt over stregen.
'Mens den kinesiske regering og befolkningen gør deres bedste for at bekæmpe denne sjældne sygdomskrise, og mens det internationale samfund har vist os stor sympati og støtte, har Jyllands-Posten bragt en 'satiretegning' af Niels Bo Bojesen, som er en fornærmelse mod Kina og sårer det kinesiske folks følelser. Vi udtrykker vores stærke forargelse og forlanger, at Jyllands-Posten og Niels No Bojesen bebrejder sig selv for deres fejltagelse og offentligt undskylder til det kinesiske folk,' lød det i en pressemeddelelse dengang.
Chefredaktøren for Jyllands-Posten, Jacob Nybroe, ville dog ikke komme med en undskyldning til Kina.
»Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener, er forkert. Vi har ingen intention om at nedgøre eller håne, og det synes vi heller ikke, at tegningen gør. Så vidt jeg kan se, er der tale om to forskellige former for kulturforståelse her,« sagde han til sin egen avis.
Kinas kommunistiske parti har Kinas præsident, Xi Jinping, som leder.