USA's særlige udsending Steve Witkoff bekræfter torsdag, at USA har sendt Iran en fredsplan på 15 punkter.

Det siger Witkoff under et kabinetsmøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Her understreger Witkoff, at der er tydelige tegn på, at Iran kan overtales til at gå med til en fredsaftale.

- Vi må se, hvor tingene fører hen, og om vi kan overbevise Iran om, at det her er vendepunktet uden nogen gode alternativer for dem bortset fra mere død og ødelæggelse. Vi ser tydelige tegn på, at det er muligt, siger Witkoff ifølge AFP.

Meldingen fra Witkoff kommer, efter at der har været flere forskellige udtalelser fra topfolk i Det Hvide Hus om planen.

Mandag nævnte USA's præsident, Donald Trump, ifølge flere medier, herunder CNN, fredsplanen. Men onsdag trak Det Hvide Hus' talsperson, Karoline Leavitt, lidt i land.

- Jeg så en 15-punkts plan, der cirkulerede i medierne. Jeg vil bede journalister i det her rum om at være forsigtige med at rapportere om spekulative punkter eller spekulative planer fra anonyme kilder, sagde Leavitt ifølge The Independent.

- Det Hvide Hus har aldrig bekræftet den fulde plan. Der er elementer af sandhed i det, men nogle af de historier, jeg har læst, var ikke helt faktuelle.

Det er torsdag endnu uvist, hvilke punkter planen præcis indeholder.

Mandag sagde Trump ifølge den britiske avis, at et af punkterne handler om, at Iran ikke skal have atomvåben.

Under kabinetsmødet torsdag siger Trump desuden, at Iran som en gave til USA tillod ti olietankere at passere Hormuzstrædet, for at vise at landet var seriøse i forhandlingerne om at afslutte krigen.

/ritzau/