Mens Joe Biden og Bernie Sanders nærmest er forsvundet fra nyhedsbilledet og Donald Trump som sædvanligt deler vandene, har USA fået en ny politisk superstjerne, Andrew Cuomo.

Hver dag toner New Yorks 62-årige guvernør frem på landsdækkende tv, hvor han fortæller om næste skridt i kampen imod den verdensomspændende corona-krise, der har ramt Cuomos New York hårdere end nogen anden amerikansk stat.

Alene i New York City har 32.000 testet positiv for covid-19. Knap 700 af storbyens borgere har mistet livet. Og i kampens hede er Andrew Cuomo og præsident Donald Trump skiftevis tætte samarbejdspartnere og fløjtende ærkefjender.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at præsident Trump og jeg ikke ligefrem er perlevenner. Jeg har sagsøgt Trumps regering mere end nogen anden amerikansk guvernør. Men disse tider er ikke til politisk kamp. Vi skal alle stå sammen for at løse krisen.«

'Han er direkte og ærlig'. Sådan siger de amerikanske medier om New Yorks guvernør Andrew Cuomo.
'Han er direkte og ærlig'. Sådan siger de amerikanske medier om New Yorks guvernør Andrew Cuomo. Foto: Peter Foley - EPA
Vis mere

Sådan siger Andrew Cuomo i et interview med avisen New York Times.

Og i weekendens leder skriver avisen blandt andet:

»Andrew Cuomo har vist vejen frem som 'hele USA's guvernør'. Han er direkte og 100 procent ærlig i sit udtryk. Og i modsætning til næsten alle andre politikere, spilder Andrew Cuomo ikke tiden med at tale om mærkesager og mele egen kage. Han takler krisen lige på og hårdt. Og han koncentrerer sig om at beskytte de borgere, der har valgt ham som deres guvernør.«

Andrew Cuomo er af italiensk afstamning. Hans far Mario Cuomo var New Yorks guvernør fra 1983 til 1994. Cuomo startede sin politiske karriere som faderens kampagneleder. Og han blev selv valgt som statens guvernør i 2011.

Donald Trump er ikke den store Andrew Cuomo-fan. Dén følelse er gensidig. Men under den igangværende coronakrise arbejder de to politikere sammen.
Donald Trump er ikke den store Andrew Cuomo-fan. Dén følelse er gensidig. Men under den igangværende coronakrise arbejder de to politikere sammen. Foto: Drew Angerer - AFP
Vis mere

Andrew Cuomo var indtil 2005 gift med selveste Robert Kennedys yngste datter, Kerry Kennedy. Sammen har Kennedy og Cuomo tre voksne døtre. I dag er Andrew Cuomo officielt single. Hans vennekreds tæller kendisser som Billy Joel, Robert De Niro og Martin Scorsese.

Men i disse corona-tider sørger Andrew Cuomo, ifølge New York Times, for at være tilgængelig for alle New Yorks millioner af borgere.

Flere medier har ligefrem foreslået, at Andrew Cuomo burde stille op til præsidentvalget 3. november.

Dén idé slog guvernøren så sent som torsdag hen som 'absurd'. Men både New York Times og Washington Post antyder nu, at Andrew Cuomo vil få en højt placeret regeringsstilling (måske indenrigsminister), hvis den demokratiske kandidat Joe Biden vinder præsidentvalget over Donald Trump.

USA's nye politiske helt, New Yorks guvernør Andrew Cuomo.
USA's nye politiske helt, New Yorks guvernør Andrew Cuomo. Foto: Mike Segar
Vis mere