Hans forræderi var direkte årsag til adskillige henrettelser af hemmelige informanter, og han udleverede store mængder fortroligt materiale til Sovjetunionen og Rusland.
Og Aldrich Ames gjorde det af ét eneste formål: Penge.
Nu er en af de mest berygtede dobbeltagenter i amerikanske historie død, skriver flere medier som CBS News, CNN og The New York Times.
Dødsfaldet skete mandag og er blevet bekræftet af det amerikanske fængselsvæsen.
For Aldrich Ames sad frem til sin død bag tremmer, hvor han afsonede en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse.
Han var i sin spionkarriere tilknyttet den amerikanske efterretningstjeneste CIA, hvor han blev ansat i 1962.
Efter i mange år at have arbejdet med især sovjetiske forhold kontaktede han i 1985 selv den russiske ambassade i Washington, D.C., og tilbød sig som dobbeltagent.
I løbet af de ni efterfølgende år leverede han bunker af fortroligt materiale til Sovjetunionen og siden Rusland.
Han afslørede eksempelvis navnene på »alle agenter som CIA og andre efterretningstjenester havde i Sovjetunionen, som jeg havde adgang til«, lød det i retten.

Mindst ni russiske statsborgere, der leverede oplysninger til CIA, blev efterfølgende henrettet i hjemlandet efter at være blevet afsløret. Andre blev fængslet.
Ligeledes blev detaljer om mindst 100 efterretningsoperationer overleveret til USAs ærkefjende.
Men i 1994 gik den ikke længere.
Her blev dobbeltspillet oprullet, og Aldrich Ames blev arresteret. Han tilstod og blev dømt. I øvrigt sammen med sin hustru.
Det menes, at han tjente omkring 2,5 millioner dollar (omkring 15 millioner kroner i nutidens kurs) fra Sovjetunionen og Rusland.
Efter sagen kom det frem, at CIA gennem årene havde overset flere tydelige faresignaler.
At Aldrich Ames havde et enormt alkoholforbrug. At han var sløset med fortroligt materiale – eksempelvis glemt han engang en mappe i et tog. At hans resultater som agent løbende blev dårligere og dårligere.
I stedet blev han gennem kun forfremmet og fik adgang til større mængder af fortroligt materiale.
Han blev 84 år.

