USA's krig i Iran har indtil videre kostet 25 milliarder dollar
Størstedelen af de penge, som USA har brugt på Iran-krigen, er ifølge forsvarsministerium brugt på ammunition.
Størstedelen af de penge, som USA har brugt på Iran-krigen, er ifølge forsvarsministerium brugt på ammunition.
USA's krig i Iran har indtil videre kostet 25 milliarder dollar.
Det oplyser Jules Hurst, der er økonomiansvarlig i det amerikanske forsvarsministerium og hovedrådgiver for forsvarsministeren, når det kommer til finansielle spørgsmål, onsdag, skriver Reuters.
Det svarer til omkring 160 milliarder danske kroner.
Ifølge Reuters er dagens tal det første officielle estimat over prisen på krigen.
Størstedelen af pengene er ifølge Hurst blevet brugt på ammunition.
Han går dog ikke yderligere i detaljer om, hvad estimatet mere konkret omfatter, eller om det også tager højde for de amerikanske baser i Mellemøsten, som er blevet beskadiget under konflikten og forventes at skulle genopbygges eller repareres.
Meldingerne fra forsvarsministeriet kommer på et tidspunkt, hvor amerikanerne i stigende grad er utilfredse med krigen.
Den amerikanske præsident Donald Trumps popularitet er faldet til det laveste niveau i hans nuværende præsidentperiode.
Det viste en ny meningsmåling, der er foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters, tirsdag.
Den fire-dages lange meningsmåling, der blev afsluttet mandag, viser, at en tredjedel synes godt om Trumps indsats i Det Hvide Hus. Det er et fald fra 36 procent i en tidligere måling fra den 15. til den 20. april.
Ifølge Reuters er amerikanerne i stigende grad utilfredse med Trumps håndtering af leveomkostningerne og den upopulære krig mod Iran.
Størstedelen af svarene blev indsamlet før et skyderi lørdag aften ved den årlige korrespondentmiddag i Washington, D.C., hvor det var planlagt, at Trump skulle holde tale.
Det mangler stadig at vise sig, om hændelsen vil påvirke befolkningens syn på Trump som leder.
De amerikanske benzinpriser er steget med mere end 40 procent siden 28. februar.
Årsagen er særligt, at den maritime flaskehals Hormuzstrædet har været de facto lukket siden starten af marts på grund af Iran-krigen.
20 procent af verdens olie og gas transporteres gennem det smalle stræde.
/ritzau/