USA's højesteret har afvist Ghislaine Maxwells anmodning om at anke en fængselsdom på 20 år, som hun har fået for at have rekrutteret og manipuleret mindreårige piger til at have sex med rigmanden Jeffrey Epstein.
Det oplyser højesteretten ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Højesteretten giver ingen begrundelse for afvisningen af ankesagen.
Maxwells advokater har hævdet, at dommen i sagen mod Maxwell var ugyldig på grund af en aftale, som føderale anklagere i Florida indgik med Jeffrey Epstein i 2007.
Aftalen ville ifølge advokaterne beskytte Epsteins samarbejdspartnere - herunder Maxwell - mod retsforfølgelse.
Ghislaine Maxwell er den eneste tidligere samarbejdspartner, som er blevet dømt i relation til Epsteins omgang med unge piger og kvinder.
Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i sagen om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel.
Han nægtede sig skyldig, men nåede aldrig at blive retsforfulgt i sagen, da han begik selvmord i sin celle i et arresthus i New York samme år.
Epstein og Maxwell havde et kæresteforhold i en periode i 1990'erne og var desuden gennem mange år nære venner.
Maxwell blev anholdt i 2020 og idømt 20 års fængsel året efter for at have manipuleret piger til at have sex med Epstein.
Det foregik fra 1994 til 2004.
Aftalen, som ifølge Maxwell beskytter hende mod retsforfølgelse, blev indgået af Epstein og den føderale anklagemyndigheds kontor i Florida i 2007.
Det skete i forbindelse med, at Epstein tilstod at have rekrutteret en mindreårig til prostitution. Han afsonede derefter 13 måneders fængsel med mulighed for udgang hver dag og blev registreret som seksualforbryder.
Straffen var relativt mild som følge af aftalen, som Epstein indgik med anklagemyndigheden.
Jeffrey Epstein opbyggede en stor formue som forretningsmand op gennem 1980'erne og 1990'erne, hvor han etablerede flere firmaer, der hjalp med at administrere private formuer for velhavende amerikanere.
Han fik et netværk af fremtrædende personer - herunder USA's nuværende præsident, Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton og den britiske prins Andrew.
Sidstnævnte er blevet beskyldt for at have voldtaget den australske kvinde Virginia Giuffre, da hun var 17 år i 2001. Hun blev dengang - ifølge eget udsagn - i en periode udnyttet som sexslave af Jeffrey Epstein.
Prins Andrew har afvist, at have forgrebet sig på Giuffre, men har dog indgået et forlig med hende.
Virginia Giuffre begik selvmord tidligere i år.
/ritzau/