USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands, har på Twitter været meget aktiv i debatten om stemmefusk ved det amerikanske valg.
Nu er hun igen taget i en løgn.
'Jeg skiftede bopæl til den storslåede stat Pennsylvania tidligere i år. Jeg brevstemte på Donald Trump på samme måde som mange medlemmer af vores militær. I aftes (fredag 6. november, red.) tjekkede jeg stemmeafgivningen i Pennsylvania, og de talte ikke min stemme med,' skrev Carla Sands på Twitter 7. november.
Dagen efter blev retorikken mere harsk.
'Hver eneste lovlige stemme skal tælle. Vær venlig ikke at fratage mig og mine medvælgere vores stemmeret i bestræbelserne på at vinde for enhver pris. Verden holder øje. Dette valgs legitimitet er på spil,' skrev Carla Sands i et nyt tweet.
Men så tjekkede avisen New York Times hendes påstand.
En søgning på staten Pennsylvanias valghjemmeside viser, at Carla Sands' stemme blev talt med.
Mediet bakker oplysningen op med et screenshot fra hjemmesiden, som du kan se her.

Her kan det ses, at Sands modtog sin stemmeseddel 25. august, og at hendes brevstemme blev godkendt 15. oktober. Det er dog uklart, hvornår oplysningerne på hjemmesiden er blevet opdateret, understreger New York Times. Ambassadørens stemme blev ifølge mediet registreret i valgkredsen Cumberland County – hvor hun boede i dele af sin barndom.
Det er ikke første gang siden valget, at Carla Sands er blevet beskyldt for at have en lemfældig omgang med sandheden.
Den 8. november gav hun udtryk for, at stemmefusk med brevstemmer kan være sket under det amerikanske valg, fordi man kan bruge afdødes stemmesedler. Som bevis delte Carla Sands sin afdøde mands stemmeseddel, som staten Californien havde sendt ham. På baggrund af det konkluderer hun, at man vil kunne snyde under valget ved at afgive en ekstra stemme, der i virkeligheden er en andens.
Ifølge Derek Beach, professor i statskundskab med fokus på folkeafstemninger ved Aarhus Universitet, er det usandt.
»Det er der intet bevis for, at der bliver snydt med brevstemmer. Tværtimod. Det er en vanvittig konspiration, og det er skandaløst, at en ambassadør fra USA udtaler sig sådan,« sagde han til B.T.
Ifølge Derek Beach er der dog ikke er noget mærkeligt ved, at Carla Sands modtager en stemmeseddel til sin afdøde mand. For hvis delstaten ikke ved, at han er død, så er han stadig registreret som vælger.
Hendes antydning af, at man med en afdøds stemmeseddel kan snyde til et valg, er derimod forkert.
For der er et avanceret system, hvor flere oplysninger skal matche, før en stemme bliver godkendt.
For eksempel ens underskrift. Før man kan blive registreret som vælger i den amerikansk delstat, skal man nemlig melde sig på valgkontoret med billedlegitimation, bevise med for eksempel elregninger, at du bor i delstaten, og aflevere en underskrift.
»Og den underskrift skal matche den, som der er på din stemmeseddel, ellers bliver den ikke godkendt. Så det begynder at blive rimelig omfattende, hvis man skal snyde ved et valg,« siger Derek Beach.
Skal man snyde ved hjælp af en afdøds stemmeseddel, skal man altså først anskaffe sig den afdødes stemmeseddel, hvis man tilfældigvis ikke lige er enke eller enkemand. Dernæst skal man kende og kunne efterligne den afdødes underskrift.
Carla Sands har været USA's ambassadør i Danmark siden 2017.