Det kostede to passagerer en tur med et GoJet-fly fra Detroit, at de havde valgt at kalde deres wi-fi-netværk noget meget usædvanligt.

Passagererne blev nemlig eskorteret ud af flyet af uniformerede betjente, som ikke syntes, at det var spor sjovt.

Som Detroit Free Press kan rapportere, var flyet allerede forsinket torsdag den 16. januar i år.

Det skulle være lettet kl. 8.10 mod Montreal, da kabinepersonalet bad alle om at slukke for telefonerne og deres personlige wi-fi-netværk.

Til sidst fortalte de passagererne, at de ville tilkalde politiet, hvis de ikke lukkede for deres telefoner, fortalte en passager, den 47-årige Aaron Greenberg til bladet Detroit Free Press.

Han kunne allerede fra sit sæde se, at udrykningskøretøjer holdt klar på asfalten neden for flyet.

Politiet kom om bord, og to passagerer blev hentet ud af flyet. En mand på 42 år og en kvinde på 31 år blev begge først arresteret, derpå sat på fri fod, men de venter på en yderligere undersøgelse.

Hele optrinnet varede fem timer, men så kunne flyet endelig lette.

Naturligvis var Aaron Greenberg nysgerrig og spurgte flypersonalet, hvad der havde medført en så lang forsinkelse. Stewarden var glad for at kunne fortælle ham, at det var navnet på de tos personlige wi-fi-netværk, der havde skabt problemer:

Det hed 'Remote detonator' ('fjernudløser'), og der blev aldrig slukket for det.

I stedet for at løbe nogen risiko blev politiet kontaktet. Begge passagerer og deres bagage blev fjernet fra flyet.

Det er ikke første gang, noget tilsvarende er sket. I 2016 bad 40 passagerer om at blive sat af flyveren, før den lettede i Australien, skriver The Independent.

Årsag: Et wi-fi-netværk med navnet 'Mobile Detonation Device' ('Mobilt udløsningsindretning') var blevet opdaget af en om bord!