Der findes ikke nogen beviser for, at amerikanske jagerpiloter de seneste to årtier er stødt på ufoer i luftrummet.
Samtidig kan det dog heller ikke udelukkes, at de har.
Sådan lyder den lidt tvetydige konklusion i en imødeset rapport fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
Rapporten er endnu ikke udgivet, men avisen The New York Times har talt med højtstående embedsmænd, der har kendskab til rapportens indhold.
De siger blandt andet, at man har gennemgået over 120 tilfælde i løbet af de seneste to årtier, hvor amerikanske jagerpiloter har observeret uidentificerede flyvende objekter.
I langt størstedelen af tilfældene kan USA ifølge rapporten udelukke, at der har været tale om amerikansk teknologi. Mere usikkert er det til gengæld, hvilken teknologi der så er tale om.
Amerikanere har i årevis været fascineret af ufoer, og interessen er taget til de seneste uger i takt med rapportens snarlige udgivelse.
Den tidligere præsident Barack Obama skabte yderligere fokus på emnet, da han i sidste måned blev spurgt om de seneste års observationer.
- Sandheden er - og jeg er faktisk alvorlig nu - at der findes optagelser af objekter i luften, som vi ikke ved, præcis hvad er, sagde Obama i talkshowet "The Late Late Show with James Corden".
Rapporten ventes at blive udgivet af USA's Kongres den 25. juni.
/ritzau/