USA-udsending kalder møde med Zelenskyj vigtigt og indholdsrigt
Udsendinge fra USA har i weekenden mødtes med Putin og Zelenskyj i nyt forsøg på at stoppe krigen i Ukraine.

Udsendinge fra USA har i weekenden mødtes med Putin og Zelenskyj i nyt forsøg på at stoppe krigen i Ukraine.

Den amerikanske udsending Steve Witkoff siger efter et møde søndag med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at mødet har været både vigtigt og indholdsrigt.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Vi har haft en meget meningsfuld, indholdsrig og vigtig diskussion, og vi er ved godt mod og ser frem til at fortsætte, så længe det måtte være nødvendigt, lyder det ifølge nyhedsbureauet.
Foruden Steve Witkoff er også udsendingen Jared Kushner med i Ukraine.
Han håber, at weekendens møder med både Zelenskyj og den russiske præsident, Vladimir Putin, kan føre til nye måder, hvorpå freden kan fremmes i Ukraine, lyder det.
- Forhåbentlig har denne rejse givet os nogle nye idéer til, hvordan vi kan komme videre. Jeg tror, at vi har lært en masse fra denne rejse, siger han.
Witkoff og Kushner mødtes lørdag med Putin i Moskva.
Den ukrainske præsident har ligeledes meddelt, at det første møde i Ukraine er overstået.
Zelenskyj har tidligere fortalt, at der først vil blive afholdt ét møde om forhandlingerne, hvorefter der vil blive afholdt endnu et møde, hvor også europæiske sikkerhedsrådgivere vil deltage, skriver nyhedsbureauet Reuters.
En unavngiven kilde med viden om sagen sagde tidligere søndag til Reuters, at sikkerhedsrådgivere fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland også er i Kyiv.
De amerikanske udsendinge ankom til Kyiv søndag omkring middag dansk tid.
Besøget i hovedstaden er de to udsendinges første.
Udsendingene har besøgt de to lande i et forsøg på at finde en løsning på krigen mellem Ukraine og Rusland.
Efter lørdagens møde med Putin sagde Jurij Usjakov, der er rådgiver for den russiske præsident, at der havde været brugbare samtaler på mødet.
- De udtrykte ikke kun deres typiske interesse for et hurtigt stop for konflikten, men kom med flere idéer til en mulig vej til en aftale.
Hvilke idéer der er tale om, kom den russiske rådgiver ikke ind på.
RITZAU