USA svarer igen efter beskyldninger fra Kreml: ‘Der var ingen aftale’
Rusland beskylder USA for ikke at opfylde aftaler fra topmødet mellem Trump og Putin i Alaska. Marco Rubio svarer nu igen på kritikken.

Rusland beskylder USA for ikke at opfylde aftaler fra topmødet mellem Trump og Putin i Alaska. Marco Rubio svarer nu igen på kritikken.

»Der var ingen aftale i Alaska.«
Sådan lyder meldingen fra USAs udenrigsminister, Marco Rubio, torsdag.
Den kommer på baggrund af, at Kreml i flere uger har beskyldt Trump-administrationen for at løbe fra løfter givet under mødet mellem Donald Trump og Vladimir Putin.
Det skriver svenske Expressen.
»Der var ingen aftale i Alaska. Der var et forslag, men ingen aftale. Hvis der havde været en aftale, ville krigen allerede have været slut,« siger Rubio under et statsbesøg i Bahrain ifølge Kyiv Independent.
Udmeldingen er et direkte svar på den kritik, som den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, har rettet mod USA.

Topmødet mellem Trump og Putin blev sidste august beskrevet som produktivt, og kort efter fremlagde USA et udkast til en fredsplan med 28 punkter.
Planen blev af flere omtalt som en 'russisk ønskeliste'.
Men forholdet mellem Washington og Moskva er siden blevet mere anspændt.
Lavrov afviser Rubios udlægning og kalder den 'uærlig'.
Ifølge den russiske udenrigsminister accepterede Rusland de amerikanske forslag under mødet i Alaska, og derfor mener han, at der reelt blev indgået en aftale.
»Hvis den ene part fremlægger forslag, og den anden accepterer dem, så er det uærligt at sige, at der ikke blev opnået enighed,« siger Lavrov ifølge det statslige russiske nyhedsbureau TASS.
Han mener nu, at USA's rolle som mægler i konflikten må 'afklares'.