USA vil med det samme sende materialer til vaccineproduktion og medicinsk udstyr til kriseramte Indien.
På Twitter skriver præsident Joe Biden søndag, at USA vil hjælpe Indien, ligesom Indien hjalp, da USA var hårdt ramt af coronavirus i begyndelsen af pandemien.
Meldingen kommer, efter at også EU søndag har meldt sig klar til at hjælpe Indien.
Indiens premierminister, Narendra Modi, sagde tidligere søndag, at landet var blevet rystet af en "coronastorm" efter stigende smitte i landet.
De seneste dage har Indien dagligt registreret flere end 300.000 nye smittetilfælde.
- Vi havde en god fornemmelse, efter at vi håndterede den første bølge succesfuldt, sagde Modi i en radiotale ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Men denne her storm har rystet nationen, lød det.
Indien, som har et indbyggertal på over 1,3 milliarder, ligger ganske vist langt nede på listen over de lande med flest smittede og døde per indbygger i løbet af hele pandemien.
Men eksperter mener, at den seneste smittebølge langtfra har nået sin top, og i flere storbyer meldes der om mangel på ilt og medicinsk udstyr. Derudover regnes der med store mørketal.
Søndag blev der i Indien ifølge nyhedsbureauet AFP registreret 349.691 smittetilfælde og 2767 dødsfald, hvilket er det højeste siden begyndelsen af pandemien.
I Delhi var mere end en fjerdedel af dem, som blev testet, smittede.
Indien har sørget for, at der er givet 141 millioner vaccinestik indtil videre til landets befolkning. Men eksperter siger, at der er brug for at sætte tempoet op.
USA's hjælp består blandt andet i komponenter til Covishield-vaccinen, som er udviklet af Indiens Serum Institut.
Det Hvide Hus har dog ifølge Reuters endnu ikke ønsket at udtale sig om muligheden for at sende AstraZeneca-vacciner til Indien.
Den er endnu ikke godkendt i USA, men landet har millioner af doser af AstraZeneca-vaccinen og ifølge Reuters nok doser af andre vacciner til de næste ugers vaccinationer i USA.
/ritzau/
