USA har tirsdag sendt et hangarskib til Mellemøsten ledsaget af flere andre krigsskibe.
Det oplyser amerikanske embedsmænd ifølge mediet The Wall Street Journal.
Skibet USS "George H.W. Bush" forlod flådebasen Naval Station Norfolk i Virginia tidligere på dagen tirsdag, oplyser den amerikanske flåde i en pressemeddelelse.
Basen er hovedkvarteret for den amerikanske flådes flådekommando og er verdens største flådestation.
Ifølge The Wall Street Journal kan det tage flere uger, før skibet når frem til Mellemøsten.
Ud over USS "George H.W. Bush" oplyser amerikanske embedsmænd ifølge The Wall Street Journal, at USA's flåde har mulighed for at sende to andre hangarskibe til Mellemøsten og dermed have tre hangarskibe til rådighed i regionen.
Det ene af skibene opererer i øjeblikket i Det Arabiske Hav, mens det andet ligger i havn i Kroatien for at blive repareret.
Den amerikanske flåde har afvist at kommentere fremtidige operationer.
Udsendelsen af hangarskibet fra flådebasen i Virginia sker, samtidig med at flere amerikanske styrker sendes til regionen, og USA's præsident, Donald Trump, i øjeblikket overvejer yderligere militære muligheder i Iran.
/ritzau/
