USA vil indkøbe en million droner til landets hær i løbet af de kommende to-tre år.

I de efterfølgende år kan hæren indkøbe mellem en halv million og flere millioner droner årligt.

Det oplyser ministeren for den amerikanske hær, Daniel Driscoll, i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

- Det er en stor indsats. Men det er en indsats, vi i høj grad er i stand til at gennemføre, siger Driscoll.

I dag køber USA's hær omkring 50.000 droner årligt.

- Droner er fremtidens krigsførelse, og vi må investere i både offensive og defensive kapaciteter mod dem, siger Driscoll.

Han forklarer videre, at USA har taget ved lære af Ruslands invasion af Ukraine. Den snart fire år lange krig har været kendetegnet ved brug af droner i et hidtil uset omfang.

Små, billige droner har vist sig at være et af de mest effektive våben i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Her bliver kampfly kun brugt i relativt begrænset omfang, idet de risikerer at blive skudt ned af en tæt koncentration af luftværn nær frontlinjerne.

Ukraine og Rusland producerer hver især omkring fire millioner droner om året.

Kina er sandsynligvis i stand til at producere mere end dobbelt så mange, mener Driscoll.

Han tilføjer i interviewet med Reuters, at hans ønske er, at USA kan producere nok droner til enhver fremtidig krig.

Det skal ske ved at øge den hjemlige produktion af alt fra motorer og sensorer til batterier og kredsløbskort. Meget af den produktion foregår i dag i Kina.

- Vi forventer, at vi i løbet af et eller to år - i tilfælde af konflikt - vil kunne aktivere en forsyningskæde, der er robust nok og dyb nok til, at vi kan aktivere den og producere så mange droner, som vi får brug for, siger Driscoll.

USA's forsvarsministerium, Pentagon, tog i 2023 skridt i retning af at anskaffe og indsætte tusindvis af autonome droner inden august 2025. Men ministeriet har ikke givet en opdatering om status for den indsats.

I juli underskrev USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, et notat om, at han var ved at "ophæve restriktive politikker", som havde påvirket droneproduktionen i USA.

/ritzau/Reuters