USA suspenderer behandlingen af immigrantvisa fra 75 lande på ubestemt tid.
Det skriver det amerikanske udenrigsministerium på det sociale medie X.
- Udenrigsministeriet vil midlertidigt indstille behandlingen af immigrantvisa fra 75 lande, hvis indvandrere modtager velfærdsydelser fra det amerikanske folk i uacceptabelt omfang.
- Suspenderingen vil være gældende, indtil USA kan sikre, at nye indvandrere ikke vil trække rigdom ud af det amerikanske folk, lyder det fra USA's udenrigsministerium.
Det er blandt andet lande som Somalia, Haiti, Iran og Eritrea, som er omfattet af det nye tiltag, oplyser ministeriet.
Udenrigsministeriet har ikke offentliggjort en komplet liste over de 75 lande, skriver nyhedsbureauet AFP. En amerikansk embedsmand siger ifølge AFP, at også Brasilien, Egypten, Thailand og Nigeria er på listen.
USA vil stoppe behandlingen af visa fra de mange lande fra 21. januar, siger embedsmanden ifølge AFP.
USA's præsident, Donald Trump, har ikke lagt skjul på sit ønske om at reducere indvandringen af personer, der ikke er af europæisk afstamning.
Han har blandt andet beskrevet somaliere som "affald", der burde "tage tilbage, hvor de kommer fra" og har i stedet sagt, at han er åben for, at folk fra Skandinavien bosætter sig i USA.
Det amerikanske udenrigsministerium oplyste mandag, at der er blevet inddraget flere end 100.000 visa, siden Trump blev præsident i USA for anden gang. Det er et rekordhøjt tal for et enkelt år, skriver AFP.
Det seneste tiltag fra Trump-administrationen berører ikke turistvisum eller visum til for eksempel fodboldfans, der ønsker at besøge landet i forbindelse med dette års VM i fodbold.
Trump-administrationen har dog sagt, at man vil gennemgå alle ansøgeres historik på sociale medier.
/ritzau/
