Amerikanske supermarkeder og apoteker melder om flere butikstyve. Forretningerne mister varer for milliarder

I takt med at priserne på varer er steget, er omfanget af butikstyveri vokset markant i de amerikanske butikker de seneste år.

Det oplyser supermarkedskæderne Walmart og Target, apotekskæderne CVS og Walgreens og byggemarkedet Home Depot.

Også skobutikken Foot Locker og sportsforretningen Dick's Sporting Goods melder om en stigning i omfanget af varer, der bliver stjålet.

- Organiseret butikskriminalitet og tyveri generelt er et voksende alvorligt problem, der påvirker mange forhandlere, siger Lauren Hobar, der er administrerende direktør i Dick's Sporting Goods.

Butikstyveriet kan aflæses i kædens regnskab for andet kvartal 2023, fortæller direktøren. Og på grund af omfanget af tyveri har virksomheden skruet ned for forventningerne til sit overskud i år.

Også Target er plaget af butikstyverier, som nogle gange udvikler sig voldeligt. Det fortæller kædens administrerende direktør, Brian Cornell.

- I løbet af de første fem måneder af dette år oplevede vores butikker en stigning på 120 procent i antallet af tyverier, som involverede vold eller trusler om vold, siger Brian Cornell.

- Vores stab bliver fortsat udsat for et uacceptabelt omfang af butikstyveri og organiseret butikskriminalitet.

Som følge af udbredt butikstyveri er mange forretninger begyndt at opbevare deres varer bag lås og slå.

Der er således mange steder opsat gennemsigtige låger, som skal låses op, for at kunderne kan få adgang til visse varer på hylderne. Nogle supermarkeder har også sat hængelås på kølediskene.

Organisationen National Retail Federation, hvis medlemmer er amerikanske supermarkeder, detailforretninger og stormagasiner, oplyser, at amerikanske forretninger mistede anslået 94,5 milliarder dollar på grund af svind i 2021.

Det svarer til næsten 650 milliarder kroner.

Butikstyveri er omfattet af betegnelsen "svind".

Samme år oplevede forretningerne i gennemsnit en stigning på 26,5 procent i antallet af sager om organiseret kriminalitet, som butikkerne bliver udsat for, sammenlignet med året før.

Ifølge National Retail Federation fortæller mange forretninger, at stigningen i butikstyveri begyndte under coronaepidemien og er fortsat, efter at inflationen det sidste halvandet år er skudt i vejret.

/ritzau/AFP