USA og dets allierede i Mellemøsten fordømmer de iranske angreb på Golfstaterne, hvori amerikanske soldater opholder sig, efter at Israel og USA har iværksat angreb på Iran.

Det skriver landene - USA, Bahrain, Jordan, Kuwait, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) - ifølge nyhedsbureauet AFP i en fælles udtalelse natten til mandag.

- Målretningen af civile og lande, der ikke er involveret i fjendtlighederne, er et udtryk for hensynsløs og destabiliserende adfærd, lyder det.

Søndag aften lød det fra udenrigsministrene i de seks golflande i en fælles udtalelse, at de vil forsvare sig selv mod angreb, hvis det bliver nødvendigt.

Det skete efter et møde mellem udenrigsministrene.

Iran har udført angreb på alle seks golflande.

Landene har "gennemgået de omfattende skader som følge af Irans forræderiske angreb" og talt om, hvilke skridt man kan tage for at genskabe stabilitet i regionen, lød det ifølge AFP fra landene.

Golfstaterne "vil træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at forsvare deres sikkerhed og stabilitet samt beskytte deres territorier, statsborgere og indbyggere, herunder muligheden for at besvare aggressionen", lød det i en udtalelse efter mødet.

Landene opfordrer til, at angrebene øjeblikkeligt ophører og understreger, at "stabiliteten i Golfregionen ikke blot er en regional bekymring, men en fundamental byggesten i global, økonomisk stabilitet", skriver AFP.

Bahrains indenrigsministerium oplyser ifølge Reuters natten til mandag, at én person er blevet dræbt, og to andre er såret efter en brand i industribyen Salman i Bahrain. Branden brød ud, efter at et missil blev opfanget, lyder det.

Branden er under kontrol, lyder det videre fra indenrigsministeriet.

USA og Israel iværksatte lørdag en stor militær operation mod Iran, hvilket dræbte landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Iran begyndte herefter at affyre missiler og droner mod mål på tværs af Golfen, hvor USA har militærbaser.

/ritzau/