For langt de fleste hersker der ingen tvivl om, at en decideret krig er brudt ud i Mellemøsten efter de israelsk-amerikanske angreb mod Iran i weekenden.

Men i USA – og især i republikanske kredse – er man tilsyneladende af en anden opfattelse.

Flere republikanske Trump-støtter nægter således at bruge ordet 'krig' om de mange angreb på præstestyret, og ifølge B.T.s udlandsredaktør virker det »tragikomisk« og giver samtidig grimme mindelser om russiske tendenser.

»Det giver helt åbenlyse mindelser om den måde, som Vladimir Putin og Rusland har forbudt at kalde krigen i Ukraine for en 'krig', men i stedet insisterer på at kalde det 'en speciel militær operation. En særlig russer-finte,« siger Jeppe Elkjær.

Krigsfornægtelsen kommer blandt andet fra den republikanske senator Markwayne Mullin, som mandag sagde til CNN:

»Vi er er ikke i krig med Iran. Vi sikrer, at de ikke længere har mulighed for at skade os.«

Markwayne Mullin er en af de republikanere, der forsøger at dirigere ordet krig væk fra den amerikanske aktion i Mellemøsten.
Markwayne Mullin er en af de republikanere, der forsøger at dirigere ordet krig væk fra den amerikanske aktion i Mellemøsten. Anna Moneymaker/AFP/Ritzau Scanpix

Republikanske Anna Paulina Luna vil heller ikke kalde det krig. Der er nemlig forskel på det, amerikanerne har udført, og en decideret invasion, forklarer hun.

»Målrettede, strategiske militære angreb og invasioner er to vidt forskellige ting. Vi invaderede ikke. Ser du soldater på jorden der? For jeg gør ikke,« siger hun i et indslag på MS Now.

Der findes dog en ganske simpel forklaring på, hvorfor republikanerne ikke vil røre ordet med en ildtang, mener Jeppe Elkjær:

»USA kan ikke gå i krig, uden det bliver godkendt af Kongressen. Det har Trump ikke sørget for at gøre i forbindelse med angrebene på Iran.«

Heller ikke Anna Paulina Mullin mener, at USA fører krig mod Iran.
Heller ikke Anna Paulina Mullin mener, at USA fører krig mod Iran. David Dee Delgado/AFP/Ritzau Scanpix

»Og hvis man direkte går ud og kalder situationen i Iran netop nu for en krig, så kunne Trump og hans allierede få store problemer, når det kommer til lovligheden af angrebet på Iran,« lyder det fra B.T.s udlandsredaktør.

Både den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans forsvarsminister, Pete Hegseth, har ellers begge refereret til angrebene som en krig.

»Modige amerikanske helte kan miste livet, og vi kan få tab. Det sker ofte i krig,« sagde Trump lørdag ifølge The Hill.

Det var lørdag morgen dansk tid, at de første meldinger om israelske luftangreb mod Iran tikkede ind.

Siden kom det frem, at angrebet var koordineret med amerikanske af slagsen, og det affødte en lang række modsvar fra Iran mod Israel samt blandt andet Bahrain, Saudi-Arabien, Qatar, Libanon og Kuwait.

Du kan følge udviklingen i den voldsomme eskalering i B.T.s liveblog lige HER.