USA: Iran har affyret missiler mod flere af Golflandene
Iran har ifølge amerikansk militær affyret missiler mod Kuwait og Bahrain. Flere missiler er blevet skudt ned.
Iran har ifølge amerikansk militær affyret missiler mod Kuwait og Bahrain. Flere missiler er blevet skudt ned.
Iran har affyret missiler mod Kuwait og Bahrain.
Det melder det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, natten til onsdag dansk tid på det sociale medie X.
- Iran affyrede flere ballistiske missiler mod regionale nabolande, alle mislykkedes dog i at ramme deres tilsigtede mål, skriver kommandoen.
Tre missiler affyret mod Bahrain blev opsnappet af amerikanske og bahrainske styrker, mens to missiler affyret mod Kuwait faldt ned, inden de nåede deres mål, lyder det i opslaget.
Kort efter lyder det fra Irans Revolutionsgarde (IRGC), at den har angrebet en amerikansk flådebase i Bahrain med droner og missiler. Det skriver iranske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.
IRGC melder, at angrebet på flådebasen sker som modsvar på et amerikansk angreb på et kommunikationstårn på den iranske ø Qeshm, der ligger i Hormuzstrædet.
Iranske medier meldte sent tirsdag aften, at der kunne høres eksplosioner nær øen, hvor der i de seneste dage har været flere meldinger om amerikanske angreb.
Centcom afviser, at Iran skal have ramt flådebasen.
Den amerikanske centralkommando bekræfter natten til onsdag, at det har gennemført angreb på øen Qeshm. Centcom hævder, at angrebene er sket i selvforsvar.
Meldingen om de gensidige angreb kommer, efter at hæren i Kuwait tidligere på natten oplyste, at man var i gang med at afværge fjendtlige drone- og missilangreb.
Samtidig oplyste indenrigsministeriet i Bahrain på det sociale medie X, at luftalarmerne var blevet aktiveret.
/ritzau/