USA beskylder Rusland for at have blandet sig i valg og udført hackerangreb.

USA udviser ti russiske diplomater og indfører økonomiske sanktioner mod både privatpersoner og virksomheder.

Årsagen er, at russerne har blandet sig i valg i USA, et russisk hackerangreb og andre 'fjendtlige handlinger'. Det oplyser Det Hvide Hus i en meddelelse.

Blandt de udviste diplomater er fem ansatte hos russiske efterretningstjenester.

Der er indført sanktioner mod 32 personer, som skal have forsøgt at påvirke præsidentvalget i 2020.

Derudover har USA pålagt landets banker ikke at handle med russiske statsobligationer. Det har også som formål at ramme Rusland økonomisk.

Ud over at have blandet sig i valg mener USA , at russiske hackere stod bag et stort hackerangreb mod den amerikanske regerings ministerier i december.

Her lykkedes det hackere at placere skadelig software i et meget anvendt sikkerhedsprogram fra den amerikanske softwarevirksomhed SolarWinds, som har været brugt af mange ministerier og organisationer.

/ritzau/AFP

Opdateres ...