I et nyt tweet lufter Donald Trump idéen om at udskyde præsidentvalget 3. november.

Nu forsikrer eksperterne, at den slags beslutninger ikke hører til på præsidentens bord. Men de er ikke 100 procent sikre.

»Det er så godt som umuligt at udsætte præsidentvalget,« siger Richard Pildes, der som lovprofessor ved New York University er én af USA's ledende eksperter, i et interview med radiostationen NPR - National Public Radio.

Her bider værten Steve Inskeep dog mærke i ordene 'så godt som' i sætningen: 'Det er så godt som umuligt at udsætte et præsidentvalg'.

Donald Trump.
Donald Trump. SCOTT OLSON - AFP

»Ingen har de helt klare svare i disse ualmindelige tider,« uddyber professor Richard Pildes ildevarslende.

Men fra sin plads i Repræsentanternes Hus fastslår det ledende demokratiske medlem, Jerry Nadler:

»Lad os gøre det helt klart. Præsident Trump har ikke magten eller retten til at tage denne slags beslutninger. En udsættelse vil således kræve en grundlovsændring.«

På direkte spørgsmål fra CNN undlod den republikanske leder af senatet Mitch McConnell torsdag at svare på spørgsmålet om en mulig udsættelse af præsidentvalget.

Under normale omstændigheder kan det være svært at overholde regler om social distancering.
Under normale omstændigheder kan det være svært at overholde regler om social distancering. MIKE BLAKE - Reuters

Men kongresmedlem Zoe Lofgren, der repræsenterer Californien i Repræsentanternes Hus, er anderledes klar i mælet:

»Den amerikanske befolkning har afgivet deres stemmer under forhold, der er endnu værre end de nuværende. Vi afviklede præsidentvalg under borgerkrigen, under den store depression og i skyggen af Anden Verdenskrig,« siger Lofgren til avisen Washington Post.

Donald Trumps argument for en eventuel udsættelse af valget er, at mange stemmer vil blive afgivet via brev. En fremgangsmåde, der efter præsidetens udsagn indebærer risiko for snyd.

Og i sit tweet skriver præsidenten blandt andet: 'Dette valg vil blive det mest fejlagtige i amerikansk historie. Det vil være en ydmygelse for USA'.«

Donald Trump og hans modstander Joe Biden.
Donald Trump og hans modstander Joe Biden. JIM WATSON, DOMINICK REUTER - AFP

Medlemmer af det demokratiske parti mener, at Donald Trump ønsker valget udsat, fordi han i samtlige meningsmålinger står til at tabe valget til Joe Biden.