USA vil hente ansatte på ambassaden i det uroprægede Myanmar hjem.
Det melder det amerikanske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ordren gælder for de ansatte, der bliver omtalt som ikke-væsentlige medarbejdere.
Meldingen kommer, efter at 510 civile meldes dræbt af militærregimet i landet siden kuppet den 1. februar.
Dertil udgør coronavirusset også en fare i landet, hedder det i en meddelelse fra udenrigsministeriet.
I midten af februar meldte ministeriet, at ansatte og deres familier frivilligt kunne forlade Myanmar.
Den nye ordre om tvunget afrejse sker af hensyn til de ansattes sikkerhed, lyder det.
- Det burmesiske militær har tilbageholdt og afsat valgte regeringsfolk. Protester og demonstrationer mod militærstyret har fundet sted og forventes at fortsætte, skriver udenrigsministeriet i USA, der bruger Myanmars tidligere navn, Burma.
Afrejseordren vil blive genovervejet om 30 dage.
Samtidig har USA ifølge nyhedsbureauet dpa hævet rejsevejledningen i landet til niveau fire. Det er samme niveau som rejser til de konfliktramte lande Syrien og Somalia.
Mandag opfordrede Udenrigsministeriets Borgerservice de cirka 40 danskere, der befinder sig i Myanmar, til at forlade landet snarest.
Der er ifølge ambassadøren cirka 40 danske statsborgere i landet.
Tirsdag advarede Karen National Union (KNU), en af Myanmars største etniske oprørsgrupper, om, at truslen om en større konflikt er stigende.
KNU, der opererer i det østlige Myanmar ved grænsen til Thailand, siger, at den forbereder sig på en større offensiv fra militærets side.
Militæret har i de seneste uger optrappet brugen af vold mod modstandere af dets magtovertagelse. Lørdag var den hidtil blodigste dag, hvor 114 civile blev dræbt.
/ritzau/
