Det amerikanske militær gennemfører for anden dag i træk angreb mod Iran.

Det skriver den amerikanske centralkommando, Centcom, sent onsdag aften dansk tid i et opslag på det sociale medie X.

- Angrebene har til formål yderligere at svække landets evne til at true den frie sejlads gennem Hormuzstrædet, skriver Centcom.

Angrebene indledes, få timer efter at USA's præsident, Donald Trump, på et Nato-topmøde i Ankara udtalte, at han ikke længere anser et forståelsespapir mellem USA og Iran for at være gældende.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg vil lave en aftale med Irans ledere, sagde Trump på et pressemøde.

Der er blevet hørt eksplosioner i flere forskellige områder i Bushehr-provinsen, rapporterer det iranske nyhedsbureau Mehr.

Her ligger et atomkraftværk, men det har ifølge Mehr ikke fået nogen skader som følge af angrebene.

Ifølge AFP rapporterer Mehr også, at der har kunnet høres eksplosioner i havnebyerne Bandar Abbas, Konarak og Chabahar.

I et opslag på Truth Social skriver USA's præsident, Donald Trump, at angrebene udføres som gengældelse mod Iran.

Han siger samtidig, at USA kan skrue yderligere op.

- Dette er gengældelse for Irans bombardement af skibe i går. Hvis det sker igen, bliver konsekvenserne langt værre!.

Iranske medier citerer ifølge Reuters en militær kilde for, at de iranske væbnede styrker inden længe vil iværksætte et massivt angreb mod amerikanske militærbaser i regionen.

Sent tirsdag og natten til onsdag ramte det amerikanske militær mere end 80 iranske mål, heriblandt 60 skibe tilhørende Irans Revolutionsgarde, IRGC, skrev Centcom på X.

RITZAU