Det franske selskab TotalEnergies og USA's regering er blevet enige om en aftale til næsten en milliard dollar, der sætter en stopper for havvindprojekter.
Pengene skal i stedet gå til produktion af fossile brændsler.
Det siger den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum, ifølge nyhedsbureauet AFP under en konference i Houston.
- Vi indgår et partnerskab med TotalEnergies om at frigøre næsten en milliard dollar, siger Burgum, der kalder vindenergi for "dyr" og "vejrafhængig".
Franske TotalEnergies havde planer om et havvindprojekt på tre gigawatt ud for New York og et projekt på en gigawatt i North Carolina.
Men i slutningen af 2024 meddelte TotalEnergies' topchef, Patrick Pouyanne, at projekterne var sat på pause, da man ikke regnede med at kunne få godkendelse fra Trump-regeringen.
Den amerikanske regering går nu med til at kompensere det franske selskab "dollar for dollar" for købet af lejerettigheder. Det skriver USA's indenrigsministerium i en pressemeddelelse.
Pouyanne var mandag med, da Burgum offentliggjorde aftalen.
Den franske topchef tog godt imod aftalen og sagde, at den sender investeringer for 928 millioner dollar - knap seks milliarder danske kroner - fra vindanlæggene til naturgasprojekter. Især et stort projekt i Texas.
Det er velkendt, at USA's præsident, Donald Trump, ønsker mindre havvind, som den tidligere præsident, Joe Biden, ellers havde sat gang i udbygningen af.
Trump har kaldt havvind dyrt og grimt.
Det franske selskab har ifølge USA's indenrigsministerium nu lovet ikke at lave nye havvindprojekter i USA. Det sker ifølge USA også "i lyset af nationale sikkerhedshensyn".
Trump-regeringens politik har også ramt danske Ørsted.
USA har nemlig forsøgt at få stoppet arbejdet på de to havvindparker Revolution Wind og Sunrise Wind. Den strid er fortsat i gang.
Analytiker i Sydbank Jacob Pedersen siger til EnergiWatch, at Ørsted ikke skal regne med at få en aftale svarende til TotalEnergies.
Det danske selskab er nemlig meget længere med sine projekter, hvoraf det ene er begyndt at levere strøm.
- Total købes ud af to projekter, der kun lige er underskrevet. Der er dermed langt til de projekter, Ørsted står med, som er langt længere og som i det tilfælde, at man indgik andre forlig, ville koste den amerikanske statskasse mange milliarder, siger Jacob Pedersen til branchemediet.
/ritzau/AFP
