Joe Biden er USA's nye præsident med hele 74,5 millioner stemmer på sin side, og natten til søndag dansk tid talte han til det amerikanske folk.

En tale, der fik tårerne frem hos flere fremmødte, da han sagde, at nu skulle hele Amerika forenes - det lagde Annegrethe Rasmussen, USA-korrespondent for POV, også mærke til.

»I sin sejrstale lørdag aften slog Joe Biden på behovet for at hele og forene Amerika. Han sagde, at han lovede at være en præsident, som ikke vil splitte Amerika, men tværtimod få Amerika til at tale sammen igen,« siger hun til B.T. og fortsætter:

»Han sagde også, at han ikke ser Amerika som bestående af 'røde stater og blå stater,' men kun ser de forenede stater.«

Joe Biden dansede ind på scenen før sin sejerstale.
Joe Biden dansede ind på scenen før sin sejerstale. Drew Angerer

Det, mener hun, bestemt ikke er tilfældigt.

»Det er ikke tilfældigt, at Biden slår på enhed og national samling som det vigtigste tema. Dels har hele hans kampagne netop handlet om at hele og forene et USA, der er splittet og i knæ efter corona-pandemien, dels er det også sådan, han selv har arbejdet i årtier i senatet. Han er velkendt i Washington som en politiker, der er kendt for at arbejde hen over midten,« siger Annegrethe Rasmussen.

Hvis du vil se hele talen kan du se videoen øverst i artiklen.

Derfor var det også vigtigt for ham at tale til alle de vælgere, der ikke havde stemt på ham, forklarer hun.

»For alle jer, der stemte på Trump, jeg forstår skuffelsen, jeg har selv tabt et par gange. Men lad os give hinanden en chance. Det er på tide at lægge den hårde tone på hylden,« sagde han under sin tale.

Faktisk så var der ikke én amerikaner, Biden glemte at nævne. Han gjorde det klart, at han var alles præsident uden undtagelse.

»Han huskede at nævne amerikanere i alle hudfarver, alle religioner og seksuelle minoriteter,« siger Annegrethe Rasmussen.

Det samme skal være tilfældet i den regering, han nu vil danne. Den skal afspejle virkeligheden, lød det fra Biden. Og det står ifølge Annegrethe Rasmussen i skarp kontrast til den præsident, der nu skal gå af.

Utallige støtter var mødt op og gået på gaden for at hylde Biden.
Utallige støtter var mødt op og gået på gaden for at hylde Biden. CAITLIN OCHS

»Her ser vi en skarp forskel til Donald Trump, hvis regering mestendels bestod af hvide mænd.«

Til sidste nævner Annegrethe Rasmussen Joe Bidens hovedprioritet: Corona-epidemien.

»Hvor Donald Trump i store træk har ladet til at være godt og grundig træt af coronavirussen og opfordret til at komme tilbage til en normalitet, så bebudede Biden, at han allerede mandag vil sammensætte en task force, der skal bestå af de bedste videnskabelige eksperter til at bekæmpe coronavirussen.«

I denne weekend lå dødstallet i USA på 236.000 mennesker, og det står således klart, at pandemien, der om noget prægede valgkampen, også vil være Bidens største og første opgave som ny præsident.