Efter 2026 vil USA ikke længere sende et fast beløb på fire milliarder dollar til Israel hvert år.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, til Fox News ifølge Reuters.

Beslutningen er truffet efter aftale med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, lyder det fra Trump.

- Hvad angår betaling til Israel har Bibi Netanyahu og jeg indgået den aftale, at vi giver Israel fire milliarder dollar årligt, og vi indgik den aftale for flere måneder siden, at vi stopper med det.

- Vi har allerede besluttet, at efter dette års udgang vil vi ikke betale Israel. Nu vil vi hjælpe Israel, hvis der er brug for det, siger Trump.

"Bibi" er Benjamin Netanyahus kælenavn.

USA er Israels nærmeste allierede og har gennem Israels historie været en afgørende økonomisk støtte for landet.

Udmeldingen fra Trump kommer samme dag som midtvejsvalget i USA, hvor meget er på spil for Trumps parti, Republikanerne.

Partiet har flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, men risikerer at miste flertallet til Demokraterne begge steder.

Samtidig har Israel for en uge siden holdt parlamentsvalg. Her kæmpede Netanyahu for at genvinde posten som premierminister, men det er stadig uklart, om han vil kunne samle et flertal.

RITZAU