Det bliver set som værende et tegn på, at USAs præsident nu går fra snak til handling. 

Præsidenten har netop lagt en større millionbestilling på fire nye, store isbrydere, som skal bygges i Finland, hvor også syv mindre isbrydere skal bygges i USA.

Nyheden blev leveret med store smil fra Donald Trump og Finlands præsident, Alexander Stubb, fra Det Ovale Kontor, men i Danmark vil nyheden formentlig ikke fremtvinge smil – men derimod noget helt andet. 

De nye isbrydere er nemlig et skridt i Donald Trumps store Arktis-plan, skriver Berlingske

»Hvis nogen tror, at Donald Trump ikke mener, hvad han har sagt om planerne for Arktis og Grønland, så fejler de stort. Trump slipper det ikke – han vil gå hele vejen, uanset omkostningerne,« siger Michael Walsh, der er senior fellow i den uafhængige tænketank Foreign Policy Research Institute i USA og tilføjer: 

»Han bakker ikke fra noget, han tydeligvis har placeret så højt på agendaen. Det er blevet en personlig sag for Donald Trump – det skal man ikke glemme.« 

For nuværende er aftalen en forhåndsaftale mellem de to regeringer – den er derfor ikke fastlagt endnu. 

Isbryderne skal bygges i Finland og USA i forskellige størrelser og udformninger, skriver mediet. 

Det vides endnu ikke, hvilken slags udstyr de får, hvad deres funktion skal være, eller om de vil være bevæbnede. 

De skal derimod udstyres med droner og systemer til overvågning over og under havets bølger. 

Michael Walsh uddyber overfor Berlingske, at isbryderne vil få en »taktisk rolle«, samt at opgaverne »kun vil vokse«. 

Og isbryderne vil kun været ét ud af mange amerikanske tiltag, der skal sikre, at USA er stærkt til stede i området.

Det var i 2019, at Donald Trump første gang viste interesse for Grønland – tidligere på året satte han to streger under det. 

Her har han flere gange udtrykt, at USA »100 procent« vil »få Grønland«. 

Det har vakt stor harme blandt politikere i Danmark og Grønland. Det kan du læse mere om HER

USA har allerede brede rammer for sin tilstedeværelse i Grønland som følge af forsvarsaftalen af 1951 mellem Danmark og USA. Aftalen betyder, at USA i regi af NATO skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland, og at USA har ret til fri adgang overalt i Grønland.