Da den amerikanske præsident, Donald Trump, lørdag morgen tonede frem i en video og fortalte om de påbegyndte angreb på Iran, var der mange interessante elementer.

En særlig detalje fra præsidenten giver et hint om, hvad amerikanerne har gang i, fortæller ekspert.

Udtalelsen fra Trump, som lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen bider mærke i, lyder som følger:

»Det kan være, at modige amerikanske heltes liv går tabt - og vi kommer måske til at få tab. Det sker ofte i krig,« sagde Trump.

Selvom det amerikanske angreb ser ud til at være enormt og over store dele af Iran, så er der intet, der tyder på en fuld invasion med store mængder amerikanske tropper på jorden.

Så hvad mente Donald Trump, da han talte om, at amerikanske helte kan miste livet i kampagnen mod Iran?

Det har Peter Viggo Jakobsen et bud på.

»Det kan være, USA har fly over Iran. Og det kan også være, at de har specialtropper inde i landet. Og det kan være dem, han hentyder til.«

Donald Trump var ganske klar i sin otte minutter lange tale om angrebene på Iran, som han udsendte lørdag morgen, dansk tid.

Det er tid til et regimeskifte.

Det ligger dog umiddelbart i hænderne på det iranske folk, forklarede Trump.

»Amerika støtter jer med overvældende styrke og ødelæggende kraft. Nu skal I gribe kontrollen over jeres skæbne og forløse den lysende fremtid, der er indenfor jeres rækkevidde. Det er tid til at handle, lad være med at forspilde det,« sagde Trump blandt andet i talen.

Men det handler formentlig mere om, hvad der skal ske, hvis og når, regimets top bliver taget ud i den amerikanske kampagne.

Der er allerede flere meldinger om, at USA og Israel i de koordinerede angreb har ramt steder, der er tilknyttet den iranske top.

Og Trump var meget klar i mælet. Han vil have det iranske regime ud. Irans borger skal gribe muligheden for at ændre deres fremtid.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, så er det dog ikke noget, man lige gør.

»Det er voldsomt. Nu er der ingen vej tilbage. Trump går efter regimeskifte. Og det giver ikke den iranske top nogen mulighed for at forhandle,« sagde han tidligere til B.T.

»Det ligner en lang meget langvarig kampagne det her. Månedlang,« uddyber han.

Det er ikke længe siden, amerikanske specieltropper blev brugt til at tage toppen ud hos en anden historisk fjende for USA.

Det var, da den venezuelanske præsident Nicolás Maduro, blev taget til fange i en nylestiksoperation.