USA advarer om en "igangværende cybertrussel" mod industrielle kølesystemer i landet. Det skriver Reuters.

I en erklæring sender forbundspolitiet FBI, cybersikkerhedsmyndigheden CISA og andre amerikanske myndigheder torsdag en advarsel til virksomheder og organisationer om, at de kan blive mål for hackere.

Ifølge erklæringen retter unavngivne "ondsindede cyberaktører" angreb mod sårbarheder i blandt andet køleanlæg i dagligvarebutikker.

- Hvis det lykkes at udnytte sårbarhederne, kan aktørerne ændre temperaturen og muligvis forårsage fysiske skader såsom brandfare, tab af varer og ændringer i systemets levetid, advarer de amerikanske myndigheder.

- Alle organisationer, der er afhængige af køle- og overvågningssystemer, bør gå ud fra, at de kan være mål for angreb, siger Chris Butera, fungerende vicedirektør for cybersikkerhed i CISA.

Det gælder systemer med adgang til internettet, hvor temperaturen kan fjernstyres via for eksempel en app.

Mandag var supermarkeder i Europa udsat for cyberangreb.

Det gik ud over køle- og frysediske i blandt andet danske, franske, belgiske, irske og svenske supermarkeder.

Flere steder meldte supermarkederne om, at temperaturen var blevet indstillet til 50 grader i fryse- og kølesystemer.

En lignende episode fandt sted i oktober, hvor hundredvis af franske dagligvarebutikker blev ramt af et hackerangreb.

Her blev der ligeledes skruet op for kølesystemets temperatur.

Da var det termostater fra den danske virksomhed Danfoss, der var blevet hacket.

RITZAU