USA advarer Rusland om muligt angreb i Moskva
USA's ambassade "er bekendt med en troværdig trussel" om dødeligt masseangreb i Ruslands hovedstad lørdag.

USA's ambassade "er bekendt med en troværdig trussel" om dødeligt masseangreb i Ruslands hovedstad lørdag.

Ruslands sikkerhedstjeneste FSB har fået oplysninger fra USA om, at et terrorangreb er under forberedelse i Moskva.
Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass lørdag.
FSB er ved at træffe "passende foranstaltninger", lyder det videre.
USA's ambassade i Moskva oplyser i et opslag på det sociale medie X, at den er "bekendt med en troværdig trussel om en hændelse med mange dræbte og sårede" lørdag ved museumsområdet Tsaritsyno i Moskva.
USA's regering koordinerer en indsats med russiske myndigheder, meddeler ambassaden, der også opfordrer folk til at holde sig væk fra området lørdag.
Tsaritsyno ligger i den sydlige del af Moskva.
Advarslen fra USA er ifølge FSB kommet igennem "etablerede samarbejdskanaler", skriver Tass.
Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om, hvem der skulle stå bag planerne om et angreb.
Det er ikke første gang, at USA har delt efterretninger om et muligt kommende angreb i Rusland.
Det skete også i marts 2024, hvor USA advarede om en terrortrussel mod koncertstedet Crocus City Hall i Krasnagorsk nær Moskva.
Det skriver det engelsksprogede medie Moscow Times.
Angrebet i marts 2024 kostede 145 mennesker livet og sårede flere hundrede andre.
På det tidspunkt meddelte FSB ifølge Moscow Times, at den information, Rusland havde modtaget fra USA, var "for generel" til, at angrebet kunne være stoppet.
Islamisk Stat har taget skylden for det blodige angreb mod Crocus City Hall.
RITZAU