Den seneste tid er det lykkedes for Ukraine at angribe Rusland længere og længere inde i landet. 

Og i både april og maj var der rapporter om, at Ukraine havde generobret mere territorium, end Rusland havde formået at vinde i Ukraine.

De omfattende droneangreb har ramt vigtige mål i både Moskva og Sankt Petersborg, hvor olie- og gasinstallationer er gået op i flammer.

En russisk akademiker, der ifølge The Washington Post er tæt på flere russiske topdiplomater, fortæller, at uroen er begyndt at brede sig i toppen af det russiske samfund.

»Folk føler sig ikke længere trygge. Krigen banker på døren,« siger han til avisen.

I et lækket brev til Putin skal den administrerende direktør for det statslige olieselskab Rosneft, Igor Setsjin, have beskrevet skaderne på olieraffinaderierne som 'hidtil usete', skriver det norske medie Nettavisen.

På grund af Ruslands massive budgetunderskud som følge af den dyre krig frygter flere russiske erhvervsfolk nu også, at den russiske regering kan finde på at beslaglægge folks private opsparinger for at holde krigsmaskinen kørende, skriver The Washington Post.

Ved udgangen af maj ramte budgetunderskuddet seks billioner rubler, hvilket svarer til 498 milliarder kroner. 

Det er mere end dobbelt så meget som underskuddet sidste år.