Det er tilsyneladende en indforstået vittighed til kæresten, der nu har kostet milliardæren Elon Musk over 250 millioner kroner i bøder til ham og bilfirmaet Tesla.

Sydafrikaneren trækker sig desuden som formand for Teslas bestyrelse, men fortsætter som topchef, oplyser han.

7. august tweetede Musk, at han overvejede at afnotere Tesla fra børsen og gøre selskabet privat for 420 dollar per aktie.

Det sendte chokbølger gennem den amerikanske finanssektor, og Teslas aktie rutsjede op og ned i ugevis, mens Musk forsøgte at berolige sine investorer og forretningspartnere.

Men det er altså ikke lykkedes ham at forklare sig tilstrækkeligt over for det amerikanske finanstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC), som mener, at prisen på 420 dollar per aktie er grebet ud af luften og dermed vildledende.

Meget tyder da også på, at hele miseren skyldes noget så jordnært som en indforstået joke til Musks kæreste, musikeren Grimes. Det skriver CNBC.

'Musk erklærede, at han rundede prisen op til 420 dollar, fordi han for nylig havde hørt om tallets betydning i marihuana-kulturen og troede, at hans kæreste ville 'finde det morsomt, hvilket, indrømmet, ikke er det bedste grundlag at fastsætte en pris på'' står der i SEC's rapport om sagen, som CNBC har gennemlæst.

Elon Musk bekræfter i et interview med New York Times, at det var tallets reference til den amerikanske hash-kultur, der lå til grund for beslutningen.

»Det virkede som bedre karma med 420 dollar end 419 dollar. Men jeg var ikke på pot, for at gøre det helt klart. Pot er ikke godt for produktiviteten. Der er en årsag til ordet 'stenet'. Man sidder bare der som en sten på pot,« siger Elon Musk til New York Times.

Efter det famøse tweet var Elon Musk i starten af september gæst i komikeren og tv-værten Joe Rogans podcast, hvor han endnu en gang udviste en forkærlighed for pot, da han røg med på en joint.

På trods af at pot og hash er legaliseret i Californien, hvor interviewet fandt sted, reagerede både fans og investorer meget negativt på episoden, og Teslas aktier faldt med ni procent på en dag.

Ifølge Vox skaber Musks opførsel i den seneste tid, hvor han også har kaldt en heltedykker 'pædofil', bekymrede miner i hans bagland. Man spekulerer blandt andet over, om hans rekreationelle stofbrug gør ham uegnet til at drive en milliardvirksomhed.