Emmanuel Macron er i politisk modvind, men den franske præsident lover de knap 69 millioner franskmænd, at han vil arbejde fuldt ud til det sidste sekund af sin embedsperiode.
Den udløber i foråret 2027 efter næste præsidentvalg.
Macron har onsdag aften holdt sin nytårstale på tv til nationen, og det sker på et tidspunkt, hvor der er opfordringer til, at han skal gå af i utide.
Det sker ikke.
- Jeg vil arbejde til det allersidste sekund. Jeg vil hver dag bestræbe mig på at leve op til det mandat, I har givet mig, siger han.
Hans opbakning i meningsmålingerne er lige nu den laveste, siden han blev præsident første gang i 2017.
Han blev genvalgt i 2022, men kan efter to perioder ikke genopstille ved næste valg om et lille halvandet år.
Parlamentet i Frankrig er i øjeblikket i hårdknude. Ingen af fløjene har flertal, og han har flere gange udskiftet premierministeren for at få løst problemerne.
Frankrig mangler nu en finanslov for 2026, men i sidste uge blev der vedtaget en særlov, der kan holde regeringen kørende.
- I de første uger af det nye år må regering og parlament arbejde for at nå til enighed og give nationen en finanslov, siger han.
- Det er essentielt.
Meningsmålingerne siger, at højrefløjen ligger til at vinde næste præsidentvalg.
- Jeg vil gøre alt, jeg kan, for at sikre, at præsidentvalget sker så roligt som muligt, specielt når det gælder at undgå udenlandsk indblanding, siger præsidenten.
Den 48-årige Macron har også i 2025 holdt høj profil internationalt, særligt når det gælder arbejdet med at løse konflikterne i Ukraine og Gaza.
/ritzau/AFP
