På sin e-mail modtog han korte, men præcise, beskrivelser af unge piger. Navne, alder, hårfarve, oprindelse og nogle gange karaktertræk.
»Det her er Maya. Hun er 19 år gammel, russisk, fra Odessa,« lyder en mail fra en person ved navn Natalie. Hende vender vi tilbage til.
Herfra var det så op til den dømte og nu afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein at vurdere om de ofte mindreårige piger var noget for ham eller ej.
I et stort læk af e-mails fra en af Epsteins e-mailkonti, som det norske medie NRK har fået adgang til, afsløres fremgangsmåden, sexforbryderen systematisk brugte til at rekruttere piger og unge kvinder.
De dusinvis af e-mails er fra perioden mellem 2005 og 2013 og afslører, hvordan rekrutteringen af kvinderne stort set alle sammen fulgte den samme skabelon:
Natalie, hvis identitet er ukendt, og en anden kvinde ved navn Nadia sendte beskrivelser a la ovenstående til Epstein, som ud fra beskrivelserne kunne takke ja eller nej.

Eksempelvis modtager Epstein ifølge NRK i 2006 – hvor han i forvejen er under efterforskning for at have misbrugt en 14-årig pige – en mail med en beskrivelse af 'Aina 21'.
Hertil svarer Epstein kort:
»Tyk og asiat, undskyld.«
Ifølge NRK viser dokumenter fra politiets efterforskning også, at de unge kvinder ofte blev tilbudt muligheden for at tjene gode penge på at give det, der blev beskrevet som 'massager' til ældre mænd.
Kvinderne blev rekrutteret flere steder – blandt andet udenfor forskellige skoler.
Torsdag offentliggjorde Demokraterne i et tilsynsudvalg i Repræsentanternes Hus det andet læk af de sagnomspundne Epstein-filer.
68 billeder fra Epsteins bo, som indeholdt prominente navne fra Hollywood, det amerikanske erhvervsliv og et royalt familiemedlem – læs mere om det HER.
Donald Trump lovede under valgkampen i USA sidste år, at han ville frigive samtlige af de mange tusinder af Epstein-filer.
Fredag er der så deadline for, at det amerikanske justitsministerium skal offentliggøre de omdiskuterede filer.

