Uniqlo lægger sag an mod den kinesiske tøjgigant Shein, som anklages for at kopiere en Uniqlo-taske.

I søgsmålet mod Shein lyder det, at det kinesiske selskab sælger 'produkter, der kopiere formen' på Uniqlos taske 'Round Mini Shoulder Bag'.

Søgsmålet er indgivet af Uniqlos japanske ejer, selskabet Fast Retailing.

Selskabet kræver, at Shein øjeblikkeligt stopper salget af tasken og yder kompensation for det 'skader', som det har forårsaget.

Nylontasken, 'Round Mini Shoulder Bag', koster 149 kroner i Danmark og er ifølge BBC blevet et af den japanske kædes bedst sælgende produkter.

Uniqlo er blandt verdens største tøjkæder og åbnede sin første butik i Danmark i 2019. På verdensplan findes der 2491 Uniqlo-forretninger.

Kæden havde i 2023 et driftsoverskud på mere end 10 milliarder danske kroner, oplyser ejerne.

Shein har ikke besvaret B.T.s anmodning om en kommentar inden artiklens publicering.