Ungarns parlament tilbageruller anti-LGBTQ+-lovgivning
Et forbud mod fremme af homoseksualitet for mindreårige rulles tilbage i Ungarn efter afstemning i parlament.
Et forbud mod fremme af homoseksualitet for mindreårige rulles tilbage i Ungarn efter afstemning i parlament.
Ungarns parlament har tirsdag vedtaget et lovforslag, der ophæver anti-LGBTQ+-lovgivning, som blev indført under den tidligere premierminister Viktor Orbán.
Det skriver AFP.
Det er dele af loven, som går under navnet "børnebeskyttelse", der bliver ophævet. Loven blev indført i 2021 af den foregående premierminister, Viktor Orbán, som mistede magten ved et valg i april.
Den forbyder blandt andet "visning og fremme af homoseksualitet" samt kønsskifte i medieindhold, der kan tilgås af personer under 18 år.
Nyhedsbureauet AFP har tidligere skrevet, at den nye lov fjerner begrænsningerne på visning og fremme af homoseksualitet og udelukkende skal beskytte personer under 18 år mod materiale, der kan "alvorligt skade barnets fysiske, intellektuelle, følelsesmæssige eller moralske udvikling".
Parlamentet vedtog lovforslaget med 139 stemmer for og 51 imod, skriver nyhedsbureauet.
AFP kalder tirsdagens beslutning for den "første markante vending" i Orbáns restriktioner rettet mod LGBTQ+-samfundet i landet, siden den EU-venlige premierminister Peter Magyar tiltrådte.
Loven er et blandt flere stridspunkter, som den tidligere regering havde med EU.
I april fastslog EU-Domstolen, at Ungarn med loven tilsidesætter EU-retten, da den "stigmatiserer og marginaliserer" LGBTQ+-personer.
RITZAU