12 israelske mænd er anholdt og mistænkt for at have voldtaget en britisk kvinde på ferieøen Cypern.

Ifølge lokale medier fandt voldtægten angiveligt sted på et hotel i den populære festby Aiya Napa tirsdag aften.

Den 19-årige kvinde kontaktede politiet tidligt onsdag morgen og fortalte dem, at hun var blevet gruppevoldtaget aftenen forinden.

Ifølge Times of Israel blev de 12 mænd anholdt onsdag morgen klokken 6 lokal tid.

Størstedelen – hvis ikke alle – af de anholdte er angiveligt mindreårige, skriver Times of Israel.

Politiet i Cypern bekræfter over for BBC, at de har anholdt 12 mænd i sagen og fortæller samtidig, at de mistænkte skal høres i retten i Paralimni torsdag morgen.

Den 19-årige britiske turist skal nu i gennem lægetjek for at bekræfte hendes påstand.

Myndighederne har ikke villet udtale sig om, hvorvidt de mistænkte kendte kvinden i forvejen eller ej, men ifølge Jerusalem Post var de 12 mænd rejst på ferie sammen forud for deres militærtjeneste.

To af mændene skulle – ifølge avisen – efter sigende være blevet venner med den britiske kvinde forud for hændelsen, som de mistænkte angiveligt påstår skulle være sket med samtykke fra den 19-årige kvinde.

Udenrigsministeriet i Israel bekræfter sagen over for Times of Israel og fortæller, at myndighederne i Cypern har tilladt, at israelske diplomater har adgang til de mistænkte.

»Vi følger udviklingen og er i kontakt med de anholdte. Deres familier er blevet opdateret om sagen,« lyder det fra ministeriet.

Udenrigsministeriet i Storbritannien har ligeledes bekræftet sagen:

»Vi yder bistand til en britisk kvinde, som er blevet overfaldet i Cypern, og vi er i kontakt med politiet,« siger de til BBC.