En pige, Inbar, på bare otte år kan godt li' at svømme i sin lille svømmepøl med sit favoritdyr – hendes velvoksne pythonslange på over tre meter.

Den hedder Belle, og den er bare en af de mange kæledyr, Inbars familie har. De bor nemlig på et hjem for dyr, på en landejendom i det sydlige Israel. Det skriver nyhedsburoet Reuters.

Slangen er opkaldt efter den kvindelige hovedperson, som bar en gul balkjole i en berømt dansescene i Walt Disneys tegnefilm 'Skønheden og Udyret'.

Ifølge pigen Inbar har pytonslangen været godt selskab, mens skolen har været lukket ned på grund af coronaviruspandemien.

Inbar Regev er otte år gammel, og hun elsker at svømme med den over tre meter lange pytonslange Belle.
Inbar Regev er otte år gammel, og hun elsker at svømme med den over tre meter lange pytonslange Belle. AMIR COHEN

»Den hjælper mig med at få tiden til at gå, fordi jeg kan virkelig godt lide at være sammen med slanger. Nogle gange hjælper jeg dem med at komme af med deres skind, og jeg hjælper dem med at være glade under coronavirussen,« fortæller Inbar til Reuters.

De to venner er vokset op sammen, fortæller Inbars mor, Sarit Regev.

»Jeg ser det som en meget naturlig ting, for Inbar blev opfostret med alle disse dyr, og hun voksede op med slangerne.

Da hun var lille, svømmede hun med slangen inde på badeværelset, men nu er den blevet meget større, så nu svømmer de i poolen. Det er meget naturligt for os,« sagde moderen.

Inbar kan godt lide at være i vandet sammen med slangen Belle.
Inbar kan godt lide at være i vandet sammen med slangen Belle. AMIR COHEN

»Nogle mennesker siger »du er skør, hvordan kan du gøre det, du elsker jo ikke dine børn«. Men det er skønt at leve på denne måde. Når et barn vokser op sammen med dyr, så bliver hun en person, der elsker andre mennesker,« tilføjede hun.