En ung pige er død efter, hvad der beskrives som et drive-by-skyderi nær Stockholm natten til søndag.

Det skriver Aftonbladet.

Politiet modtog et alarmopkald klokken 03.27 om, at der var hørt skudlignende lyde ved en benzintank i byen Norsborg, som ligger lidt syd for Stockholm.

Da betjente kom frem til stedet, fandt de pigen med skudsår.

Foto: 11880 Naina Helén Jåma/TT
Vis mere

Hun blev bragt til et hospital med ambulance.

Det er uklart, om politiet kunne tale med pigen, inden hun døde.

Dødsofferet er ifølge Expressen født i 2007.

Politiet efterforsker skyderiet som drab. Politiet formoder ikke, at den 13-årige var gerningsmanden eller gerningsmændenes mål, men at hun var et tilfældigt offer som blot befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

»Foreløbig er ingen blevet anholdt. Vi arbejder på at indsamle oplysninger, opklare, hvad der er sket og finde frem til den eller de skyldige,« siger Anna Westberg, som er politiet i Stockholms pressetalskvinde.

Motivet bag skyderiet, og hvem gerningsmændenes var ude efter, ved politiet endnu ikke.

Ifølge Aftonbladet ligger benzintanken ved siden af en McDonalds og en Pizza Hut. Både benzintanken og de to restauranter er spærret af, mens politiet gennemføre tekniske undersøgelser.

Politiet vil nu gennemgå videoovervågning fra stedet og afhøre vidner.