- Der lød skrig om hjælp fra børn, voksne og ældre over alt. Skrigene kom fra alle, siger 24-årig overlevende.

En overlevende fra et flystyrt i den pakistanske millionby Karachi siger, at han sprang ud af brændende flyvrag i et boligområde.

Det skriver nyhedsbureauet AFP om den ene af to overlevende fra ulykken, der skete fredag, og som kostede mindst 97 mennesker livet.

Flyet fra Pakistan International Airlines (PIA) af typen Airbus 320 styrtede ned i beboelsesejendomme, efter at begge dets motorer var sat ud, da det nærmede sig Karachis lufthavn.

Dets vinger skar sig gennem hustage og sendte flammer og røgsøjler i vejret, inden det ramte en gade og udløste en mange timer lang redningsaktion.

Flystyrtet skete få dage, efter at den kommercielle lufttrafik blev genoptaget efter at have været nedlukket på grund af coronavirus-pandemien.

- Da flyet ramte jorden fik jeg bevidstheden igen. Jeg så flammer over alt. Jeg kunne ikke se andre personer, siger den 24-årig Mohammad Zubair i et videoklip, hvor han er blevet interviewet i sin hospitalsseng. Interviewet om hans mirakuløse overlevelse er lagt ud på sociale medier.

- Der lød skrig om hjælp fra børn, voksne og ældre over alt. Skrigene kom fra alle. Jeg åbnede mit sikkerhedsbælte og gik mod et lys, som jeg kunne skimte. Derefter hoppede jeg ud, siger Zubair, som blev forbrændt, men hvis tilstand er stabil.

En anden passager overlevede også flystyrtet. Det er endnu uklart, om der er dræbte på landjorden og i givet fald hvor mange.

Mens den første melding fra byens borgmester var, at alle om bord på flyet var omkommet, så forlød det siden fra den pakistanske luftfartsmyndighed ifølge nyhedsbureauet dpa, at mindst to passagerer havde overlevet flystyrtet.

Det er ifølge AFP bekræftet af sundhedsmyndighederne - samtidig står det ifølge meldingerne klart, at ikke flere personer end de to har overlevet styrtet.Optagelser fra Karachi viste fredag store og mørke røgskyer stige op omkring bygninger i det beboede område.

Passagerflyet var på vej fra Lahore i det nordøstlige Pakistan til Karachi, der ligger i det sydlige Pakistan ud til Det Arabiske Hav.

Omkring klokken 14.30 lokal tid om eftermiddagen mistede kontroltårnet kontakt til flyet.

Ulykken er sket, mens pakistanere forbereder sig på at fejre slutningen af ramadanen og begyndelse på Eid al-Fitr, hvorfor mange rejser hjem til blandt andet byer og landsbyer.

/ritzau/AFP