Sagen var egentlig lukket: 20-årige Kjell Rune Opsanger døde i en ulykke, lød konklusionen.

I to årtier har familien været efterladt i uvished om, hvad der skete med deres søn og bror – og med en konstant mistanke om, at visse mystiske omstændigheder aldrig er blevet undersøgt godt nok.

Nu har familiens kamp givet pote. For norsk politi genoptager sagen. Det skriver TV 2 Norge.

»Der er flere omstændigheder, som tyder på, at det ikke kan have været en ulykke,« siger den afdødes far, Kjell Opsanger, som altså bærer samme navn.

Vi spoler tiden tilbage til en lørdag aften i februar 2005.

20-årige Kjell Rune Opsanger tog i byen i Hammerfest i det nordligste Norge med sine kolleger, men i løbet af aftenen tog byturen en drejning.

For Opsanger, der havde en høj promille, blev smidt ud af natklubben 'Hans Høyhet'.

Derefter forsvandt den 20-årige ud i nattemørket.

Først mandag iværksatte politiet en efterforskning, der om aftenen endte med, at Kjell Rune Opsanger blev fundet død under en mole i havnebassinet.

Men hvad var der egentlig sket?

Det spørgsmål har familien grublet over i 20 år, og nu er der endelig nyt i sagen.

For et vidne hævder, at en navngiven person var involveret i Kjell Rune Opsangers død.

Det bekræfter norsk politi til TV 2 Norge, men de mange år, der er gået, kan spænde ben for efterforskningen.

»Det gør efterforskningen vanskeligere, fordi sagen er gammel, og vidnerne ikke altid kan huske detaljer fra så lang tid siden. I strafferetten er det meste forældet, med undtagelse af et muligt mord. Det vigtige er, at vi kommer tættere på et svar på, hvad der skete med Kjell Rune. Det er det, vi fokuserer på nu,« siger politiinspektør Morten Daae til mediet.

TV 2 Norges efterforskningsprogram Åsted Norge har kontaktet den person, som vidnet har nævnt. Personen afviser via sin advokat at have tilknytning til sagen.

For familien Opsanger giver det dog håb for, at de endelig – efter 20 års uvished – kan få svar på, hvad der skete med deres søn og bror.