Det var lidt af et mirakel, da en ung dansk studerende torsdag slap fra et voldsomt uheld på en togstation i New York med livet i behold.

Den 22-årige kvinde stod på Bedford Avenue Station i bydelen Brooklyn, da hun pludselig blev dårlig og besvimede. Hendes chokerede medpassagerer så, hvordan hun faldt ned på skinnerne netop, som toget kørte ind på perronen.

Heldigvis faldt hun yderst heldigt og landede mellem skinnerne og perronen.

»Oh, my God! Oh, my God! Ramte jeg hende? råbte lokomotivføreren, da han sprang ud af førerhuset for at se, hvad der var sket.

Det fortæller øjenvidner til avisen New York Post.

Han fik hurtigt stoppet den øvrige togtrafik på linjen og tilkaldte hjælp.

»Bliv ved med at tale til mig. Det skal nok gå,« sagde lokoføreren til den unge danske kvinde, som studerer jura i 'The Big Apple.'

En medarbejder på stationen rakte en hånd ned til kvinden og forsøgte på den måde at berolige hende.

Politiet har oplyst til avisen, at danskeren pludselig blev svimmel og faldt ned på skinnerne.

»Hun snublede simpelthen bare sidelæns. Toget stoppede, og hun lå nedenunder det. Det var skrækkeligt at se. Du tænker bare: 'Åh Gud! Har jeg lige set et menneske dø?'« fortæller vidnet Jasper Basch til New York Post.

Kvinden lå under toget i omkring 20 minutter, inden det lykkedes brandfolk at få hende op. Hendes tilstand blev betegnet som alvorlig, da hun blev indlagt på hospitalet. En kilde oplyser til avisen, at kvinden angiveligt er sluppet med smerter i ryggen.

Det er uvist, hvorfor den unge kvinde fik det dårligt. Hun bliver nu undersøgt på et hospital i New York.