Den canadiske politiklagemyndighed undersøger en brutal og blodig anholdelse af en ung kvinde i byen Lethbridge.
I anledning af den årlige Star Wars-dag var hun klædt ud som stormtrooper for at promovere restauranten Coco Vanilla Galactic Cantina i byen Lethridge.
Star Wars-dagen bliver afholdt 4. maj, fordi den engelske udtalelse af datoen - may the fourth - lyder lidt som 'May the force be with you'.
Foran restauranten stod hun i et stormtrooper-kostume - 19 år gammel - med et plastikvåben i hænderne og opfordrede forbipasserende til at gå ind i restauranten. Og så kom politiet.
Som alle ægte Star Wars-fans ved, er stormtrooperne bevæbnet med en E-11 Blaster Rifle, men det våben kvinden havde i hænderne var selvfølgelig ikke en ægte E-11.
Alligevel havde Lethbridge Police Service modtaget hele to alarmopkald om en bevæbnet person iført stormtrooper-kostume.
I en video, der blev optaget af en forbipasserende, ses det, hvordan adskillige betjente peger deres - ægte - våben mod stormtropperen og råber til hende, at hun skal lægge sig ned.
»Da politiet ankommer, smider subjektet sit våben, men følger til at begynde med ikke politiets henstilling om at lægge sig ned på jorden,« udtaler politiet i en pressemeddelelse, hvori de bekræfter at E-11 blasteren var en plastikkopi.
Videoen, som er blevet postet på Youtube, viser, hvordan politiet anholder kvinden ved at lægge hende på jorden. Kvinden skriger, og efterfølgende blev det konstateret, at hun fik blodnæse som følge af anholdelsen.
At det canadiske politi reagerede så voldsomt, hænger muligvis sammen med en langt mere tragisk hændelse, der fandt sted i Nova Scotia to uger forinden.
Den 18. og 19. april gik den 51-årige tandlæge Gabriel Wortman amok og dræbte 22 personer, inden han til sidst selv blev dræbt af politiet. Undervejs havde han forklædt sig som politimand og kørt i en falsk politibil.
Brad Whalen, der ejer Coco Vanilla Galactic Cantina, siger til lokale medier, at han godt forstår, at politiet er i højt alarmberedskab, men at de godt kunne have analyseret situationen lidt mere grundigt, inden de gav hans medarbejder blodnæse. Den kvindelige stormtrooper bliver ikke sigtet for noget.