Under møde tjekkede han sin telefon hele tiden – det var der en uhyggelig grund til
Natten til tirsdag blev den ukrainske hovedstad, Kyiv, ramt af et af de mest brutale russiske angreb længe.

Natten til tirsdag blev den ukrainske hovedstad, Kyiv, ramt af et af de mest brutale russiske angreb længe.

Missiler og droner regnede nærmest ned over den ukrainske hovedstad, Kyiv, natten til tirsdag.
Langt borte i København sad B.T. og var vidne til, hvordan det voldsomme russiske angreb havde en helt konkret effekt på en person.
Angrebet på Kyiv er blevet beskrevet som et af de mest voldsomme længe.
Mindst to personer har mistet livet, mens adskillige andre er blevet såret, efter russiske droner og missiler blandt andet ramte en tv-station og flere civile områder.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, gik efterfølgende på sociale medier og beskrev, hvordan helt almindelige ukraineres boliger var blevet ramt sammen med 'andet civilt infrastruktur'.
Samtidig tikkede billederne fra Kyiv og andre steder rundt om i Ukraine ind hos nyhedsmedierne som bevis på de voldsomme ødelæggelser – blot et døgn efter, at en amerikansk delegation med Donald Trumps svigersøn i spidsen havde forladt den ukrainske hovedstad.

Adskillige hundrede kilometer længere mod nordvest fik B.T.s udsendte journalist et meget konkret bevis på den rædsel, mange ukrainere oplever, når et stort angreb rammer.
Til en konference i midten af København var en af hovedtalerne den forhenværende ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba.
Inden han blev inviteret på talerstolen, kunne man fra tilhørerpladser se manden, der var udenrigsminister mellem 2020-2024, sidde og kigge på sin telefon flere gange.
Det er der dog ikke nødvendigvis noget usædvanligt i for folk, der bestrider eller har siddet på topposter som eksempelvis at være et lands udenrigsminister.

Men da den 45-årige tidligere minister ikke længe efter indtog podiet, forklarede han, hvorfor han havde brugt tid på sin telefon tirsdag formiddag.
Det skyldtes de voldsomme angreb på Kyiv, som Rusland havde indledt mandag aften og som var fortsat natten igennem.
Dmytro Kuleba bor sammen med sin familie i Kyiv. Og han skulle lige sikre sig, at familien var okay, inden han gik på talerstolen, fortalte han.
»Putin havde lige lovet tre dages pause på angreb mod Kyiv, mens den amerikanske delegation var i byen. De tog afsted i går, og min kone har lige fortalt, at de har haft de højeste eksplosioner i Kyiv længe,« kunne Dmytro Kuleba fortælle indledningsvist.

Han kunne samtidig forsikre om, at familien havde det godt.
Men at det havde været en hård nat med konstante bombardementer over hovedstaden.
»Min datter faldt i søvn i skolen, da hun havde været oppe hele natten,« fortalte han.
En af årsagerne til, at Kyiv kan blive ekstra hårdt ramt netop nu, skal findes i, at Ukraine desperat mangler defensive våben til at nedskyde russiske missiler og hurtigtflyvende droner.

Zelenskyj satte selv ord på det i et opslag på sociale medier efter angrebet natten til tirsdag.
»I alt skød vores krigere 175 mål i luften ned, men desværre ikke dem alle. Selvom vi gør det godt mod krydsermissiler, så er ballistiske missiler specielt svære at skyde ned, og hver dag beder vi vores partnere om mere antiluftskyts,« skriver Zelenskyj.