Mange europæere kan sidde og ryste smilende på hovedet ad amerikansk politik.
Men spørger man den mangeårige korrespondent Ulla Terkelsen, bør man måske holde grinet lidt tilbage.
For griner man af anti-woke-bevægelsen, nationalismen – eller at amerikanerne fremstår »ukultiverede« – risikerer man i samme ombæring at grine ad sig selv.

Det siger hun i DRs program Deadline.
»Vi har fuldkommen de samme fænomener i Europa,« siger hun til mediet.
Hun peger på, at tendenserne ikke bare går igen i Europa, men at nationalistiske kræfter flere steder har opnået stor politisk opbakning.
Som eksempel nævner hun det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland, som i dag støttes af en betydelig del af den tyske befolkning.
Samtidig spår Ulla Terkelsen et af det nye års helt store dilemmaer for Europa.
For selv om der på regeringsniveau kan være enighed om, at Europa skal stå stærkere end før, kan vælgerne ønske noget andet – og det kan føre til store politiske kontroverser.
