For første gang siden februar skal russiske og ukrainske embedsmænd tirsdag i Abu Dhabi mødes til to dages forhandlinger, som USA er mægler for.

Frankrig, Tyskland og EU-Kommissionen sender alle embedsmænd afsted til drøftelserne. Rusland har dog gjort det klart, at landet ikke ønsker, at europæerne deltager direkte i selve forhandlingerne.

I stedet vil de ukrainske repræsentanter mødes særskilt med deres europæiske allierede om drøftelserne, der efter planen begynder omkring klokken 07.30 dansk tid. Det har embedsmænd i den ukrainske hovedstad, Kyiv, oplyst.

- Vi gør alt for at sikre, at Europa aktivt deltager i den diplomatiske proces, sagde Rustem Umerov, der er leder af den ukrainske delegation, mandag.

USA's præsident, Donald Trump, holdt i sidste uge et privat møde i Det Hvide Hus med den russiske præsident Vladimir Putins udsending Kirill Dmitrijev.

Efter mødet lød det fra Trump, at der snart kan være en fredsaftale på plads.

Det har Trump dog sagt flere gange tidligere, uden at det er ført til en konkret aftale.

Der har ikke offentligt været nogen tegn på, at Putin er villig til at slække på kravet om, at Ukraine skal afstå hele den østlige Donbas-region, hvis en fredsaftale skal indgås.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har hårdnakket nægtet at overdrage landområder, som hans soldater har givet livet for at forsvare. De russiske fremstød ved frontlinjen er i år nærmest gået helt i stå.

Siden Trump tiltrådte i januar sidste år, har USA skåret markant i den direkte bistand til Ukraine. Dermed er Europa blevet den primære økonomiske støtte til det krigshærgede land.

Zelenskyj har udtrykt håb om, at Demokraternes sejr ved det amerikanske midtvejsvalg i sidste uge kan øge USA's støtte til Ukraine.

RITZAU/Reuters