Det har været endnu et voldsomt år på fronten i Ukraine. Tusindvis har mistet livet, mens relativt få områder har skiftet hænder.
Ruslands krigsmaskine er dog kommet op i et ekstremt gear. Det viser ét tal, som Ukraines spionchef netop har løftet sløret for.
Fortællingen året igennem om krigen i Ukraine har ofte været, at selvom det går langsomt, så vinder Rusland stille og roligt frem langs fronten.
Og selvom krigen oprindeligt skulle have været overstået på få dage eller uger, så går Rusland ingen vegne.
I virkelig opruster Vladimir Putin bare.
Og noget tyder på, at det går bedre, end man havde regnet med fra russisk side.
For i 2025 formåede de at hverve hele 403.000 nye soldater til krigsindsatsen i Ukraine, kunne Ukraines militære efterretningschef, Kyrylo Budanov, beskrive i weekenden ifølge Wall Street Journal.
Dermed har Rusland overgået sit mål for året, lød det videre fra spionchefen.
»Ruslands mobiliseringsressourcer er fortsat enorme,« forklarede spionchefen og kom så med en forklaring på, hvorfor fjenden mod øst har så stor succes.
»Levestandarden er virkelig lav, og lønnen i militæret virkelig høj. Logikken er ret simpel,« sagde spionchefen med en slet skjult kritik af Rusland.

Netop mandskab har lige siden krigens begyndelse i februar 2022 været en af Ruslands helt store fordele over Ukraine.
Der bor markant flere kampdygtige mænd i Rusland, end der gør i Ukraine.
Og der er bare flere mulige soldater, der kan sendes til fronten.
På trods af, at Rusland har vundet langsomt frem på fronten, så mener Budanov, at der er rimelig kontrol med situationen.
»Det er en relativ stabil frontlinje, og det er ekstremt svært at bryde igennem,« forklarede spionchefen og uddybede:
»Frontlinjen er dynamisk, men på en kontrolleret vis. Det er negativt for os, men det er ikke en front, der er ved at kollapse, forklarede spionchefen.

