Når en raket bliver skudt af sted mod et mål, eller en granat bliver kastet af sted, eksploderer de som regel.

Regler har som oftest undtagelser, og det gør sig gældende flere steder i Ukraine i disse dage.

Her er de ukrainske statslige nødberedskaber blevet sat på noget af en prøve med at fjerne eksplosive våben, der blandt andet er endt i folks hjem uden at gå af.

Derfor er beredskabet nu ude med en advarsel til landets borgere.

'I Tjernihiv fortsætter de tekniske enheder med at fjerne eksplosive anordninger fra området,' lyder det i et opslag på Twitter.

'Hold jer væk fra ammunition, missiler, miner, der ikke er eksploderet. De kan gå af hvert øjeblik, det skal være!'

I løbet af de seneste 24 timer har beredskabet været tilkaldt 18 gange for at fjerne eksplosive våben og andet farlig ammunition.

Beredskabet har delt en række billeder, der kan ses nederst i artiklen. Dog er billedernes ægthed ikke blevet verificeret af uafhængige kilder.