Der skal arbejdes mere på den fredsplan for Ukraine, som USA har fremlagt.

Det skriver EU-præsident Antonio Costa på X.

Planen "indeholder mange vigtige elementer, der vil være afgørende for en retfærdig og varig fred", lyder det i opslaget.

- Vi mener derfor, at udkastet er et grundlag, som vil kræve yderligere arbejde.

Costas melding kommer efter et krisemøde på sidelinjen af et G20-topmøde i Sydafrika.

Ordlyden kommer fra en fælles udtalelse, der er er underskrevet af EU-ledere og ledere fra en række store EU-lande samt Canada, Japan og Norge.

Den amerikanske udsending Steve Witkoff har fremlagt planen på 28 punkter efter konsultationer med Rusland.

Den har fået kritik for at være en ren ønskeliste for Rusland.

USA's præsident, Donald Trump, har lagt pres på den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, for at skrive under i den kommende uge.

Costa og andre af Ukraines vestlige støtter er blandt andet bekymret over forslaget om at skære markant ned på Ukraines væbnede styrker.

EU-præsidenten påpeger i sit opslag på X, at "grænser ikke må ændres med magt".

Trump lægger op til, at Ukraine må afgive 20 procent af sit territorium til Rusland, og at landets hær ikke må have flere end 600.000 væbnede soldater.

Zelenskyj har tidligere oplyst, at Ukraines hær består af 880.000 soldater.

Costa indkalder de 27 EU-landes ledere til et møde mandag på sidelinjen af et afrikansk-europæisk topmøde i Angolas hovedstad, Luanda.

Det er ikke umiddelbart klart, hvor mange andre EU-ledere der er til stede eller deltager via video.

/ritzau/